Forleden kunne JFP’s medarbejdere og vores underentreprenører på byggepladsen ved Eksercerpladsen give hinanden et velfortjent klap på skuldrene. Der var nemlig noget at fejre: 100 dage uden en eneste arbejdsulykke. Det blev fejret med frokost ved pølsevogn på pladsen for alle.

Den slags mærkedage er noget af det, vi påskønner hos JFP. For her er sikkerhed på arbejdspladsen ikke bare noget, vi taler om. Vi gør også en stor indsats for at begrænse antallet af ulykker - blandt andet ved at arbejde med årsagsanalyser, så vi ikke bare løser problemerne, når de opstår, men også finder den egentlige årsag til, at risici opstår - og foretager korrigerende handlinger for at undgå dem. På Eksercerpladsen har vi kun haft ét eneste mindre uheld de seneste 400 dage. Og selvom vi synes, det er en flot bedrift, er et uheld jo stadig ét for meget.

Byggeriet, som JFP opfører i totalentreprise for Calum A/S og KAB på den attraktive grund på Amager mellem DR huset og Nordeas nye hovedkontor, består af 10 lejligheder og 250 ungdomsboliger, samt detailbutikker og p-kælder. Bygningen er for længst lukket og det er nu apteringsarbejdet, der pågår. Vi har nu indledt en hektisk slutspurt for at blive færdig til tiden: Byggeriet skal efter planen stå færdigt i juni.