JFP skrev i februar 2017 kontrakt med tre magistrater i Aarhus Kommune og direktøren for Brabrand Boligforening om opførelsen af det kommende Generationernes Hus på havnefronten i Aarhus. Der var første spadestik i januar, og nu har vi taget hul på det fysiske arbejde på byggepladsen.

Lige nu er vi sammen med vores underentreprenører i fuld gang med at flytte cirka 23.000 m³ jord og banke 1096 pæle i jorden. Et temmelig stort arbejde, der involverer rigtig mange vognlæs jord kørt væk fra pladsen. Vi har kørt cirka 15.000 m³ væk. Arbejdet med pælene kommer også til at stå på et stykke tid endnu, da vi kan klare cirka 30 pæle i døgnet, når det går bedst.

Generationernes Hus er et projekt til en samlet entreprisesum på omkring 365 mio. kroner. Byggeriet skal samle ældreboliger, plejeboliger, handicapboliger, familieboliger, ungdomsboliger og børnegrupper i én sammenhængende bygning. Byggeriet omfatter 200 pleje- og ældreboliger, 40 familieboliger, 40 ungdomsboliger og 24 handicapboliger. Ud over boligerne indeholder projektet også en daginstitution med ni børnegrupper fordelt på både vuggestue og børnehave, samt fælles ude- og indearealer og et aktivitets- og sundhedshus. Der skal i alt bygges cirka 30.000 kvm. inklusiv cirka 3.000 kvm. kælder.

Generationernes Hus skal afleveres i marts 2020.