Det lignede næsten en hel betontsunami forleden, da bundpladen i kælderen til den nye psykiatri i Gødstrup blev støbt. Ikke færre end 8-10 betonbiler tømte hver time deres ladning – cirka 80 m³ i timen - ned i forskallingen i udgravningen for kælderen. I alt cirka 880 m³ beton flød i løbet af dagen ned og dannede den store bundplade på cirka 100x 10 meter, som skal bære bygningen. Støbning begyndte kl. 5.00, og var først færdig hen på aftenen.

Den nye psykiatri, som vi opfører i totalentreprise for Region Midtjylland, er JFP’s fjerde opgave i forbindelse med det kommende nye supersygehus i Gødstrup. Vi har tidligere opført sygehusets service- og teknikby samt råhus-entrepriserne på både DNV Syd og DNV Nord.

Den nye psykiatri skal samle de psykiatriske hospitalsafsnit i Holstebro og Herning i et nyt behandlingstilbud på i alt 13.500 kvadratmeter, hvor Region Midtjylland fremover vil kunne tilbyde bedre behandling og bedre indlæggelsesforløb tæt på det samlede hospital, som giver mange fordele i et godt og trygt miljø for patienterne. Både patienter, pårørende og medarbejdere har haft mulighed for at komme med ønsker og påvirke indretningen. Involveringen fortsætter frem mod indvielsen i foråret 2020.

De 13.500 kvadratmeter opføres i forlængelse af det øvrige hospital i Gødstrup. Psykiatrien får samlet set 90 sengeplaser og 54 samtalerum samt administration. Dertil kommer fælles faciliteter som gårdhaver, multiaktivitetsrum, kreativt værksted og sanserum. Byggeriet vil endvidere indeholde flotte kunstneriske vægdekorationer i modtagelsen og i behandlingsafsnittet flotte vægudsmykninger med inspiration fra det midt- og vestjyske landskab til gavn for beboere, ansatte og pårørende.

Psykiatrien skal efter planen stå færdig medio 2020.