Der var masser af glæde og tilfredshed i Silkeborg sydby forleden. Der kunne Rema 1000 nemlig åbne en ny butik i bydelen. Ligeledes er der i forbindelse med åbningen blevet etableret en ny rundkørsel som skal lette og fordele trafikken i området.

Det er JFP, der sammen med en lang række aktører står bag forandringen af Silkeborg Sydby, hvor det gamle erhvervs- og industriområde må vige pladsen for det helt nye boligkvarter, Kongegården.

Området kommer til at huse 76 almennyttige boliger, som Boligselskabet AAB står bag. Samt 40 ejerlejligheder og 16 rækkehuse, som Friza Invest står bag. Dertil kommer den netop åbnede Rema 1000, samt ny P-kælder og rundkørsel. JFP står for opførelsen af samtlige boliger, p-kælder og den nye rundkørsel i området.

Rema 1000 ligger i stueetagen i den gamle Solarbygning. På 1. sal bliver der i øjeblikket lagt sidste hånd på etableringen af 16 lejligheder. Disse bliver efter planen afleveret allerede den 18. december. De 16 rækkehuse, forventer JFP, bliver lukkede inden jul, ligesom der bliver arbejdet hårdt på at få tæt tag og isoleret inden jul på den sidste af AAB-bygningerne. I øvrigt er skalmuringen på samtlige boliger i fuld gang og forventes færdig først i det nye år.

Hos AAB Silkeborg kan man melde om stort set fuldt udlejede boliger, mens salget af ejerlejligheder og rækkehuse, som bliver varetaget af Nybolig v/Jesper Lyngsø og Bolig One v/Thomas Jørgensen, også går strygende med cirka 85 % solgte boliger otte måneder før byggeriet er færdigt.