Hos JFP er et ord et ord: Vi snører hverken kunder eller samarbejdspartnere. Men det betyder ikke, at vi ikke gerne snører løbeskoene. Hen over sommeren har mange JFP’ere fra kontoret i København hver uge snøret løbeskoene og trænet til årets DHL Stafet, der foregik den 31. August i Fælledparken.

I år var JFP tilmeldt med ikke færre end tre hold, der hver løb stafettens 5x5 kilometer. Til arrangementet var hele JFP og deres familier inviteret til at overvære løbet, heppe på kollegerne og deltage i spisning i JFP’s telt i Fællesparken bagefter. Så der var både god mad og god stemning - og alle kom fint igennem de fem kilometer. En sjov og anderledes måde at være sammen med kolleger og pleje det sociale sammenhold på kontoret.

DHL-stafetten er i øvrigt, med sine mere end 200.000 deltagere fordelt på 15 løb i fem store byer i hele Danmark, efter sigende verdens største motionsløb. Vi er ikke verdens største byggefirma, men vi synes selv, at vi gjorde det ganske fornuftigt – om end nogle af løberne næste dag var iført en besynderlig gangart og smil på læben.