Det er som regel populært at føre spaden ved første spadestik til et byggeri. Men sjældent har vi hos JFP oplevet, at mere end 60 personer giver en hånd med, når det første spadestik skal tages. Sådan blev det ikke desto mindre, da begivenheden blev markeret ved Generationernes Hus i Aarhus

Der blev 60 børnehavebørn fra midtbyens daginstitutioner i Aarhus sat i sving med små plastikskovle, mens fire repræsentanter for bygherrerne – 4 magistratsafdelinger ved Aarhus Kommune samt Brabrand Boligforening – med en kæmpe spade var fælles om at tage det første officielle spadestik.

- Generationernes Hus er et af Aarhus Kommunes mest innovative projekter. Huset bliver en nyskabelse og et foregangseksempel inden for brobygning mellem generationer. Det spadestik, vi tager i dag, bliver begyndelsen på en ny og spændende periode, sagde rådmand Jette Skive i sin tale.

Formand for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, glædede sig over, at huset bliver et flot stykke arkitektur, der vil komme til at fungere flot med sine omgivelser og byen omkring sig.
- Generationernes Hus udfordrer den traditionelle model for hvordan vi tænker boliger. Det er en kærkommen nyskabelse i Danmark, der bygger på de fundamentale værdier om dialog, respekt for hinanden og frisind, sagde han.

Direktør for JFP, Jesper S. Hjorth gav sig tid til at forklare de mange fremmødte børn, at totalentreprenøren er dem, der skal bygge huset. Og hos JFP er vi mere end klar til at komme i gang for alvor:
- Det er en usædvanligt lang planlægningsperiode, vi har været igennem. Omvendt har jeg en tiltro til, at den gode planlægning giver et smidigt byggeri. Lige om lidt står gravemaskinerne, rambukkene og kranerne og det hele herude. JFP og de øvrige, der hjælper, er klar til at få huset bygget. Men vi siger aldrig nej tak til lidt hjælp, så vi kunne godt tænke os lidt hjælp til at få gravet ud til kælderen, sagde han – og sendte med de ord repræsentanter for bygherrerne - Kjeld Albrechtsen, Jette Skive, Thomas Medom og Kristian Würtz - og de mange børn ud af teltet med spaderne.

Generationernes Hus er et projekt til en samlet entreprisesum på omkring 365 mio. kroner. Byggeriet skal samle ældreboliger, plejeboliger, handicapboliger, familieboliger, ungdomsboliger og børnegrupper i én sammenhængende bygning. Byggeriet omfatter 200 pleje- og ældreboliger, 40 familieboliger, 40 ungdomsboliger og 24 handicapboliger. Ud over boligerne indeholder projektet også en daginstitution med ni børnegrupper fordelt på både vuggestue og børnehave, samt fælles ude- og indearealer og et aktivitets- og sundhedshus. Der skal i alt bygges cirka 28.000 kvm. inklusiv cirka 3.100 kvm. kælder.

Byggeriet skal efter planen afleveres i marts 2020.