Der var smil, drillerier og duft af ristede hotdogs i luften over Islands Brygge forleden. Byggeriet af 261 lejligheder for ejendomsudviklingsselskabet CALUM er nemlig så langt, at der blev inviteret til rejsegilde, hvor blandt andre overborgmester i København, Frank Jensen, deltog.

Det er JFP som opfører byggeriet i totalentreprise, og Jakob Axel Nielsen, direktør i Calum, havde masser af ros med til entreprenøren og håndværkerne.
”Det er en svær sag med en tæt pakket byggeplads, hvor det er svært at komme til. Men det har I håndteret til UG, ” sagde han blandt andet, inden han spøgte med, at hvis man skal have noget klaret i København, så skal der jyder til:
”Der skal jyder til for at få sådan et svært byggeri i stand. En jysk overborgmester, vi har måtte hente en KAB-direktør helt oppe i Sæby, og vi har også hentet en jysk entreprenør. Så der er altså noget københavnerne må lære: I skal hente jyder, når noget skal ske! ”

Frank Jensen glædede sig over at være tilbage på pladsen, hvor han i september 2016 tog første spadestik.
”1000 tak for alt det, I har udrettet og gjort for byggeriet. Tak til håndværkerne og entreprenøren for, at vi kan stå her i dag, ” sagde han inden han opfordrede håndværkerne til at passe godt på hinanden i resten af byggeperioden også.
”Lad os udbringe et trefoldigt leve for byggeriet, for håndværkerne og for håndværk i al almindelighed og at vi har så dygtige håndværkere i Danmark. ”

Frank Sass, næstformand i boligorganisationen SAB, takkede ligeledes JFP, håndværkerne, byggearbejdere og byggeledelsen.
”Det har været fascinerende at følge arbejdet med montering af elementerne med de enorme byggekraner. Der skal man godt nok holde tungen lige i munden. Jeg tror og håber på at I har bygget et godt og solidt hus! Det betyder utrolig meget for os, at der har været gode og ansvarlige folk på, som har gjort et godt stykke arbejde.”

Jens Elmelund, adm. direktør for KAB, takkede ligeledes for det udførte arbejde.
”Når jeg kigger mig rundt kan jeg se, det tegner godt og ser robust ud. Vi glæder os til at kunne modtage nogle ungdomsboliger i en super god kvalitet. Tak for det, I indtil videre har lavet. Held og lykke med det sidste. Vi håber I bliver færdige til tiden. "

Byggeriet omfatter ca. 261 lejligheder bestående af ungdomsboliger, Penthouselejligheder samt detailbutikker i stueetagen. Derudover skal der opføres en parkeringskælder på ca. 3.600 m².

Projektet blev påbegyndt ultimo 2015 og skal efter planen stå færdigt ultimo 2018.

IMG 3033